Katya Dalsgaard
Katya Dalsgaard, født i 1998, er opvokset i landsbyflækken Sejlstrup syd for Aalborg. I sommeren 2018 afsluttede hun sin studentereksamen og har siden holdt sabbatår.
Man kan næsten altid finde Katya med en bog i hånden eller foran tasterne af computeren, når hun har fri. Litteraturen har nemlig altid været en vigtig del af hendes liv. Helt fra barnsben har hun været fascineret af fiktive verdener og muligheden for selv at skabe dem. Hun slugte bøger i massevis og skrev sine egne historier, før hun overhovedet kunne stave eller sætte punktum. Med tiden fik Katyas interesse vokseværk, og en forfatterdrøm begyndte at spire i maven.
Da Katya startede i gymnasiet, befandt hun sig dog i et miljø, hvor hendes kreativitet havde svært ved at trives. Men det ændrede sig, da hun ved en tilfældighed faldt over skriveplatformen Wattpad. Her begyndte hun at dele sine skriblerier med andre unge mennesker, og det fik afgørende betydning for hende. Hun opdagede, at andre også kunne få glæde af hendes historier. Det motiverede Katya til at skrive og skrive og skrive, og hun er ikke stoppet siden.
Young Adult genren har altid haft en særlig plads i hendes hjerte. Det er fortællinger om at være ung og forvirret og skulle finde sig selv i en tid, hvor ingenting giver mening. Fortællinger som i teenageårene fik hende til at føle sig mindre ensom.
LÆS INTERVIEW MED FORFATTEREN HER
Udgivelser af Katya Dalsgaard:
Genre: Young Adult, Coming Of Age, Drama