fbpx

Forfatterinterview med Malene Klein

Alle handlinger har konsekvenser. Nogle varer i generationer

Fra den jyske muld til Malaga Island ud for Maines kyst. Den danske debutforfatter, Malene Klein, har skrevet et brag af en krimi, som tager læseren med til en smuk ø, med en grum forhistorie. Vi følger en gruppe danske efterforskere, og i særdeleshed det hårdt plagede Wonderkid Maya Winther, der er sendt af sted for at hjælpe til med opklaring af et brutalt mord på en tidligere PET-ansat. Ofret findes myrdet og iscenesat som det berømte maleri Skriget på Malaga Island, men ingen forstår hvorfor?

Vi har i dette forfatterinterview med Malene Klein stillet den talentfulde debutforfatter nogle spørgsmål om hendes krimi, der udkommer til august.

Forfatterinterview med Malene Klein

Foto: Berit Hviid

MALAGA ISLAND

Den lille ø ud for Maines kyst i USA er både smuk og grøn. Engang var den hjemsted for en gruppe tidligere slaver.

Historien om dem begynder med en heltegerning. I slutningen af 1800-tallet redder en slave ved navn Benjamin Darling både kaptajn og besætningen i et skibsforlis. Som tak for indsatsen bliver Benjamin Darling frigivet, og han får penge nok til at købe en ø. Benjamin Darling gifter sig med en hvid kvinde, og med tiden breder hans efterkommere sig ud på de små øer ud for Maines kyst. Den vigtigste af dem er Malaga Island.

Vi spoler tiden frem til 1912, hvor Maines guvernør Frederick Plaisted har fået nok af den uregulerede befolkning på Malaga Island, hvor racer blandes og lever side om side. Han beslutter sig derfor for at opføre en turistattraktion på øen.

Befolkningen på Malaga Island nægter at flytte. De hævder at eje øen, men guvernøren er en mand, der er vant til at få sin vilje. Han erklærer beboerne for mentalt tilbagestående, og i 1912 nedbrændes huse på øen, kirkegården graves op og en gruppe beboere sættes på en anstalt under åndssvageforsorgen, hvorfra de aldrig undslipper. De beboere, der når væk, går en kummerlig tilværelse i møde med afsavn og sult.

Der bygges aldrig en turistattraktion på øen, og øen har siden ligget øde. Et anderledes og florerende lokalsamfund er udslettet for ingen verdens nytte.

I 2010 modtager efterkommere af beboerne på øen en formel undskyldning fra staten Maine.

1. Beskriv dig selv med tre ord

Jeg vil beskrive mig selv som struktureret, arbejdsom og impulsiv. Det lyder måske mærkeligt, at man kan være struktureret og impulsiv på én gang, men det oplever jeg faktisk, at jeg er. Min hverdag er ret presset, og derfor er jeg nødt til at være utrolig organiseret. Det hjælper mig til at bevare overblikket og holde stressen nede, men den form for struktur er mere tillært end medfødt. I virkeligheden er jeg lidt for impulsstyret; jeg er idérig og kreativ, men også temmelig følsom, og ikke altid god til at tænke i konsekvenser af handlinger og ord. Den side af mig selv har jeg skrevet meget ind i bogens hovedperson, Maya Winther. Jeg er også arbejdsom; tingene bliver gjort, og det går stærkt. Jeg ser mig selv som et menneske med en høj arbejdsmoral, og er stolt af mit arbejde, og hvordan jeg er vokset med det de sidste ti år.

2. Hvorfor blev det en krimi? Og hvorfor blev det Malaga Island og Maya Winther?

Jeg har altid elsket gode historier, men krimien har en særlig plads i mit hjerte. Jeg er vokset op med de klassiske detektivkrimier, hvor mysteriet var i højsædet. Jeg er vild med den kombinerede hygge og spænding, og jeg elsker opbygningen, de excentriske karakterer og ikke mindst humoren, som efter min mening danner en uundværlig modvægt til krimiens mere dystre elementer. Selvom mord naturligvis er en fast bestanddel af en god krimi, vil mit hovedfokus som forfatter aldrig blive ondskaben. Der er så meget mere at beskæftige sig med i mysteriet, end netop dét. Og så synes jeg ikke om, hvis en krimi (og dens forfatter) tager sig selv alt for seriøst.

En god krimi kan sagtens beskæftige sig med samfundet og dets skyggesider, uden at det færdige produkt bliver dystert og selvhøjtideligt. Derudover er jeg rigtig glad for historie og elsker tanken om at skrive historisk dokumenterede hændelser ind i min fiktion. Jeg synes det er vildt sjovt at tage udgangspunkt i en autentisk beretning og ’spinde videre’ på mulige konsekvenser.

Historien om Malaga Island faldt jeg tilfældigt over en dag på et nyhedssite på nettet, og blev straks fanget af den. Det er selvfølgelig en meget lokal historie, men aspekterne er dramatiske og vildt interessante. Og så ligger der bare utrolig mange veldokumenterede fakta derude, som avisartikler og øjenvidneskildringer. Så det gav lidt sig selv, at det var dér min krimi skulle foregå.

I forhold til min hovedperson, Maya, så kom hun også bare af sig selv. Det har på intet tidspunkt været min intention at skrive mine egne karaktertræk ind i hende, og det er først for nylig, det er gået op for mig, at det er sket i højere grad, end jeg havde forestillet mig. Også DeLuca (særligt hans arbejdsmoral og tanker i den forbindelse) har rod i mig selv. I virkeligheden er jeg nok en kobling mellem de to karakterer.

3. Hvilke temaer/elementer er vigtige i din bog?

Sorg er et gennemgående tema i bogen. Hvilken magt en uforudset sorg, der rammer midt i livet, kan få? Hvad det kan gøre ved hjernen? Konsekvenser er et andet tema. Alle handlinger har konsekvenser, nogle gange så store, at de kan forme flere generationer.

4. Hvordan kan en sød småbørnsmor til tre, finde på noget så ondt?

Jeg har altid været optaget af psykologi. Hvorfor handler vi, som vi gør? Er nogle mennesker født svage, og andre stærke? Har vi evnen til at udvikle os selv, til at ’hele’? Er vi herrer over egen skæbne? Er vi født syge, eller bliver vi syge? Arv eller miljø, eller begge dele? Og kan man overhovedet fralægge sig et personligt ansvar for sine gerninger? Det er vildt spændende emner!

5. Har du altid drømt om at blive forfatter?

Jeg har altid vidst, at jeg er forfatter. Uanset om jeg blev udgivet som én eller ej. At skrive er soklen i mit liv; det er det, jeg altid vender tilbage til, når alt er træls og svært. Det giver mig ro, overskud og selvtillid. Derudover er det en form for selv-terapi. Man kan ventilere nogle af de ting, man selv finder svært, gennem fiktion.

6. Nævn tre forfattere, du er inspireret af

Her er jeg nødt til at sige Arthur Conan Doyle og Agatha Christie, som de absolut vigtigste inspirationskilder. Eminente mysterieskabere og ultradygtige observatører af den menneskelige natur. Herudover har Kate Morton og hendes historiske aspekter og malende beskrivelser gjort indtryk på mig. Det samme gælder Diane Setterfield og hendes velskrevne betragtninger om litteratur i ’Den trettende fortælling’ (som i øvrigt er en af mine all-time yndlingsbøger).

Om bogen VED BABYLONS FLODER
af Malene Klein

Da en tidligere PET-ansat findes brutalt myrdet i USA, iscenesat som Edvard Munchs maleri Skriget, sendes et hold danske efterforskere afsted for at samarbejde med FBI om at opklare mordet. Wonderkid Maya Winther, en ung, ambitiøs og rapkæftet politiassistent med speciale i kriminologisk psykologi, er en del af det danske hold ledet af Vicepolitiinspektør Peter Arendt.

Maya er knap trådt ud af flyveren, før hun udfordres og testes af den flotte, karismatiske FBI-agent Jack DeLuca, der ikke har meget til overs for kriminalpsykologi og profileringseksperter. Samtidig kæmper Maya med at tøjle spøgelserne fra sin fortid.

Efterforskningen tager en uhyggelig drejning, da en person fra efterforskningsgruppen myrdes. Også denne gang er liget og gerningsstedet iscenesat som et kendt maleri, og det står klart for alle, at der er tale om en udspekuleret og intelligent seriemorder, hvis motiv trækker tråde tilbage til et glemt og dystert kapitel i USA’s historie.

Ved Babylons floder er en spændende pageturner, der indeholder alle ingredienserne til en fantastisk krimi: Mord, spænding og romantik. Persongalleriet er spækket med interessante og viljestærke karakterer, ikke mindst FBI-agenten Jack DeLuca, der ligesom Maya er mærket af fortiden. Bogen er velskrevet med et tvist af humor og tager fat i vigtige og relevante emner som raceadskillelse, overgreb og sorgen ved at miste en, man elsker.

Krimien tager udgangspunkt i den autentiske beretning om den lille ø, Malaga Island, ved Maines kyst i USA, og debutforfatter Malene Klein har lavet et fantastisk researcharbejde for at finde frem til alle de uhyggelige, historiske detaljer, der danner grundlag for bogen.

Ved Babylons floder er første del af en planlagt serie om politiassistent Maya Winther.

Læs desuden et af de andre forfatterinterviews.

Hvis du gerne vil vide mere om, hvordan det er at være forfatter på vores forlag, så finder du mere viden her.

Bogen vil kunne findes hos udvalgte boghandlere, alle større streamingtjenester samt hos online boghandlere som fx Saxo.com og Gucca.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev